Manuel håndtering - Belastninger på ryggen



Manuel håndtering

 

 

Belastninger på ryggen

Hvirvelsøjlen

Ved manuel håndtering opstår der en ydre belastning på hvirvelsøjlen, som resulterer i at ryggens væv deformeres under påvirkningen. Ryghvirvlerne og disciene udsættes herved for såvel komprimerende, sidebøjende, roterende og tværgående kræfter. Disse kræfter vil være til stede i en række varierende kombinationer i de forskellige faser af den manuelle håndtering, og de er meget vanskelige at måle og analysere

Kompressionskræfter

Undersøgelser af hvirvelsøjlen (in vitro) har vist, at der er meget stor forskel på, hvor store kompressionskræfter hvirvelsøjlen kan tåle afhængig af køn, alder, træningstilstand, knogletæthed og knoglens placering i rygsøjlen (bryst eller lænd). Man har målt begyndende brud på ryghvirvlerne ved kompressionskræfter på 2.000 - 12.000 N.

Ved kompressionen er det bruskendepladerne på overgangen mellem discus og hvirvellegeme, der først viser tegn på brud, efterfulgt af disciene.
Hvirvellegemer og disci modstår tilsammen ca. 80 % af kompressionskræfterne, som virker på ryghvirvelsøjlen i oprejst stilling med en normal lændelordose, mens leddene mellem hvirvelbuerne modstår de sidste 20 %.
4400 N ser ud til at være et godt bud på en gennemsnitsværdi for maksimal kompression. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at de mest caudale disci tåler en større belastning end de mere cranielle
(Kilde: løft og lænderygbesvær. Belysning af forværrende faktorer. AMI dokumentation 7, 2001)

Ved asymetriske løft vil der opstå en uens aktivering af ryggens muskler, hvilket vil give en lokal høj kompression på dele af ryghvirvlerne, idet der vil opstå trykkræfter visse steder og trækkræfter andre steder.

Ved gentagne løft opstår skaderne ved en meget mindre belastning end den maksimale belastning, der kan tolereres én gang. Ved belastninger under 30 % af det maksimale, er der ingen træthedsbrud. Ved en relativ belastning på 50 – 60 %, vil sandsynligheden for træthedsbrud være 40 % hhv 92 % efter 100 og 5000 belastningsgentagelser.  Ved gentagne belastninger på over 70 % af det maksimale, kan hvirvlerne kun belastes få gange, før der opstår brud


Figur 1: Brinkman et al.

 

Forskydningskræfter

Undersøgelser af hvirvelsøjlen (in vitro) har vist, at når den bliver påvirket af forskydningskræfter og samtidig bøjning, er der ingen tegn på brud ved kræfter under 520 N. Først ved 600 – 640 N opstod der brud - afhængig af hvilke hvirvellegemer, der blev målt på, og da oftest fuldstændigt og hurtigt.

Andre undersøgelser finder en brudgrænse for ledfacetterne på hvirvellegemerne ved 2800 N.

Hvirvelsøjlen er således væsentligt mere sårbar overfor forskydningskræfter end overfor kompressionskræfter. Ved gentagne løft opstår skaderne for de svageste hvirvler (for 60 – 80-årige) i ovennævnte undersøgelse af ledfacetterne allerede før 10 minutter ved en 20 – 25 % påvirkning i forhold til den maksimale enkeltbelastning.

Rygmusklerne

Udføres et løft i en stilling, hvor den maksimale styrke er mindsket, vil musklerne procentuelt blive belastet på et væsentligt højere niveau end optimalt, hvilket vil øge risikoen for træthed og uhensigtsmæssig innervering af andre muskelgrupper.

Den maksimale muskelstyrke for rygekstension er afhængig af graden af ekstension, rotation og lateral fleksion.

Den maksimale ekstensionskraft opnås ved en ekstension på 40°. Hvis ryggen samtidig roteres eller lateralflekteres 30° mindskes den maksimale ekstensionskraft med 20 – 30 %.

 

Led, ligamenter, sener m.v.

Disse strukturer er viskoelastiske – det vil sige, at de bliver længere, når de strækkes. Ved en fleksion i ryggen, vil strukturerne bag på ryggen strækkes, hvilket resulterer i en mindre stabilitet og derved en større sårbarhed overfor belastninger. Risikoen for en skadelig belastning under et løft vil derfor være væsentligt større i de første minutter, efter man har siddet eller stået i en flekteret arbejdsstilling.